Kim Østergaard
Grundlægger og CEO af Mailplatform

Kim Østergaard har arbejdet med e-mailmarketing og eCommerce i mere end 17 år. Han har bl.a. været ansvarlig for opbygningen af tøjvirksomheden Bestsellers eCommerce og e-mailmarketing-aktiviteter.

Passionen for e-mailmarketing stammer tilbage fra 1998, hvor Kim opdagede mulighederne for at skabe salg og styrke loyaliteten med nyhedsbreve. I dag driver Kim MailPlatform, som er blandt Europas førende udbydere af e-mailmarketing løsninger.

Kim bærer det overordnede ansvar for forretningen og arbejder desuden meget tæt sammen med udviklingsdirektøren. Ved siden af dette er Kim klummeskribent for flere danske medier og anvendes i øvrigt af TV2 som rådgiver inden for nethandel i forskellige udsendelser.

Kims oplæg til MarketingCast 2016

Sådan opbygger du dit nyhedsbrev til at blive din bedste salgskanal

Kim har arbejdet professionelt med e-mailmarketing i en lang årrække og vil i foredraget give dig nøglerne til at få succes med dit nyhedsbrev – og fortælle, hvordan du undgår den største faldgrube.

Det handler først og fremmest om forberedelse – allerede inden du begynder at få tilmeldinger, skal din plan være på plads. Kim vil i foredraget forklare, hvordan du skaber et godt velkomstflow, som booster dine senere kampagner, fordi du får aktiveret dine modtagere straks ved tilmeldingen.

Derudover kommer Kim blandt andet omkring sikkerhed, nødvendig systematik, tilmeldinger via din hjemmeside og Facebook samt skabeloner med videresend-funktion. Du lærer også, hvordan du høster viden om modtagerne af dit nyhedsbrev, opkvalificerer dine nyhedsbreve og undgår at udsende noget af lav kvalitet. Efter foredraget ved du også, hvorfor du aldrig skal købe dig til en stor mailingliste!

Kim opsummerer sine overordnede pointer i 10 gode råd, som gør det klart og overskueligt, hvordan du opbygger en god mailingliste. Med en god mailingliste, der aktivt bidrager til at skabe loyale og købende kunder til din virksomhed, bliver dit nyhedsbrev nemlig din bedste salgskanal.